24.02.2025

bgb a.s. går i jorden: Nu sker der noget i Fælledby


I løbet af 2024 har vores projektteam arbejdet på vores totalentreprise i Fælledby, hvor vi skal opføre 205 boliger for Fælledby P/S. Nu har vi taget hul på det, det hele handler om – selve byggeprocessen, og er netop gået i gang med pælefunderingen. Vi bygger på en grund, som for kun lidt mere end 100 år siden var havbund, og det stiller krav til funderingen. Vi skal derfor otte til ni meter ned for at nå den københavnske kalk.


”Vi ser frem til for alvor at komme i gang med opførelsen af boligerne, som er en spændende sag for bgb, da husene opføres med bærende konstruktioner i træ. Dermed bliver det et byggeri, hvor vi får reduceret bygningens CO2-udledning i dens levetid, alene fordi, vi har reduceret anvendelsen af de meget CO2-udledende traditionelle byggematerialer som beton og stål”, siger Jeppe Mulvad Jeppesen, projektchef og partner i bgb a.s.

 

Vi kommer dog ikke helt udenom at bruge beton, når vi bygger i Fælledby. Bygningerne, som bliver tre til seks etager høje, opføres på et fundament af beton, og vi bruger også beton i trappe- og elevatorkerner og visse steder i bygningerne, blandt andet for at leve op til bygningsreglementets krav om lydforhold.

 

”Træbyggeriet er i voldsom vækst i Danmark, og vi ser, at både private og offentlige bygherrer er begyndt at efterspørge byggeri i træ. bgb a.s. har med vores store egenproduktion og mange erfarne tømrer en helt grundlæggende erfaring med at bygge i træ, så det glæder hele virksomheden, at vi får mere og mere træ i hænderne. Med projektet i Fælledby gør vi os nu nogle værdifulde erfaringer i forhold til at bygge højt med træ som bærende konstruktion, en disciplin som stiller helt nye krav til os som entreprenør i forhold til at bygge traditionelt”, siger Jeppe Mulvad Jeppesen.

 

Facader og tag på bygningerne, som er fordelt på tre byggefelter, bliver opført med præfabrikerede trækassetter, som vi har valgt selv at designe og fremstille i samarbejde med rådgiver og arkitekt. Vi har indrettet en produktionsfacilitet, hvor et team af vores erfarne tømrersvende fremstiller træelementerne ved hjælp af den nyeste teknologi inden for snedkermaskiner. Produktionen fokuserer på kvalitet og effektivitet for at minimere fejl og spild, og vi forventer, at vores team af erfarne tømrere kan producere tre til fire træelementer om dagen.

 

Gennem et tæt samarbejde med rådgiver og ingeniør har vi designet hvert enkelt element for at få en nem og effektiv proces, når de skal monteres på byggepladsen. Elementerne opfylder kravene i DS1140-standarden, og bliver en del af bygningens bærende konstruktion, samtidig med, at de vil udgøre facader og tag.

 

Træ er fremtidens byggemateriale, og med denne metode får vi en byggeproces, der gør os i stand til at bygge med samme kvalitet og effektivitet, som vi i årtier har gjort med traditionelle byggematerialer – men med materialer, der reducerer byggeriets CO2-udledning markant. Således får byggeriet en LCA-værdi på under 6,55.

 

”Både før og efter indgåelse af totalentrepriseaftalen i april 2024 har vi haft en frugtbar dialog og et rigtig godt samarbejde med bgb a.s. om disse tre byggerier. Det er tydeligt, at bgb deler vores vision om at bygge boliger i en høj kvalitet og samtidig overholde Fælledbys krav om at maksimere brugen af biobaserede byggematerialer i forsøget på at reducere byggeriernes klimapåvirkning så meget som muligt. Vi ser frem til det fortsatte samarbejde”, siger administrerende direktør i Fælledby P/S Erling Thygesen.

 

 

 

Læs flere nyheder om bgb a.s. her

 

Læs mere om vores totalentreprise her