Corona standsede vision om hotel
- nu har bgb a.s. afleveret 290 boliger i stedet
- nu har bgb a.s. afleveret 290 boliger i stedet
22.08.2022
bgb a.s. har netop afleveret 290 studieboliger på Engvej 155 ved Femøren Station og Amager Strandpark til Gefion Group, de sidste af i alt 653 ungdomsboliger på Engvej 155, som er opført af bgb a.s. i totalentreprise.
- Det er blevet et rigtig godt projekt, hvor vi har haft en god afleveringsproces med Gefion Group. Takket være det gode samarbejde er alle kommet i mål med et godt resultat, siger Mads Volmer Nielsen, partner og projektchef i bgb a.s.
Det er ikke en helt almindelig aflevering, bgb nu har gennemført. Da Engvej 155 blev projekteret i 2018 og 2019, var det planen, af projektet skulle rumme 363 ungdomsboliger og et større hotel. Men undervejs måtte planerne ændres, da hoteloperatøren på grund af corona ikke længere ønskede at åbne et hotel.
På det tidspunkt var indretningen til hotelværelser allerede i gang, så bgb a.s. måtte sammen med arkitekterne AI, rådgiver Oluf Jørgensen A/S og bygherre tænke kreativt for at ændre på projektet, så bygherre på trods af udfordringerne kunne komme i mål med projektet.
- Det har været en krævende proces for hele projektholdet og vores samarbejde med Københavns Kommune. Men vi kom i mål med konverteringen, og har nu 290 studieboliger, som kan blive lejet ud. Jeg synes, resultatet er blevet godt, og man har fået boliger med nogle meget eksklusive badeværelser, for de var apteret til hotellet, da man valgte at konvertere over, siger Mads Volmer Nielsen.
Boligerne er ikke opført som nybyg, men er indrettet i en nedslidt erhvervsejendom, bestående af fire blokke. bgb a.s. kom tidligt med i projektet, og har sammen med bygherre udviklet løsninger, så boligerne er indrettet i blokkene, som har bevaret deres oprindelige betonkonstruktion, men ellers har gennemgår en fuldstændig transformation til et spændende og visuelt flot byggeri. Særligt opsigtvækkende er kompleksets vartegn ud mod metroen, en gylden panoramabro, der har fået navnet ”Guldbarren”, hvor en del af boligerne er indrettet i. Udover de 653 boliger er der etableret fælles tagterrasser med udsigt over Øresund, fitnesscenter, et supermarked og en daginstitution.
Gefion Group solgte i 2021 boligerne til den svenske investor Studentbostäder i Sverige, som nu er godt i gang med at leje de mange boliger ud.