Milepæl på vores træbyggeri
bgb a.s. fejrede rejsegilde på træbyggeri for ATP
bgb a.s. fejrede rejsegilde på træbyggeri for ATP
12.09.2024
Milepæle skal fejres, og en af milepælene på et byggeri er rejsegildet. Rejsegildet holdes traditionelt, når murene er rejst og tagkonstruktionen rejst. Tidligere blev rejsegildet fejret for at undgå onde ånder i det nye hus – siden blev det for at forhindre, at murerne og tømrerne blev så utilfredse med bygherre, at de kunne finde på at indbygge ubehagelige overraskelser i bygningen. I dag er det en tradition, som også handler om at sige tak til medarbejdere og øvrige involverede i byggeriet, så selvfølgelig skulle der også holdes et rejsegilde på vores totalentreprise i Hillerød, hvor vi udvider ATP’s hovedkvarter.
Men hvornår skal rejsegildet finde sted? Vi opfører hele fem tilbygninger i fem gårdhaver. Flere steder er der meget mere end mure og tag på bygningen, og andre steder er der stadig kun et hul i jorden. Vi er nået et godt stykke med den største og mest komplekse af tilbygningerne, som ligger i gårdhaven Stenhaven, og som bliver rammerne for ATP’s nye reception og for gæsters ankomst. I to af gårdhaverne er arbejdet så langt, at tilbygningerne er på vej ind i afleveringsfasen. Og i de sidste to haver er arbejdet endnu ikke gået i gang. Så der var ikke rigtig noget oplagt tidspunkt i tidsplanen til de traditionelle rejsegilde.
Men bygherre mente, at en af de sidste varme sommerdage var en god dag til rejsegilde, så ATP inviterede for nylig til rejsegilde i Stenhaven.
- Vi er nået dertil i byggeriet, at vi virkelig går fra tegning til en rigtig bygning. Vores rolle som byggeledelse er at sammenfatte alle de idéer og visioner bygherren har med de krav, der er til byggeriet, som rådgiver angiver. Det skal vi som totalentreprenør så formidle til alle håndværkerne. Og det er faktisk en fornøjelse at se dem opføre bygningen ud fra de visioner, bygherre havde, siger Mads Volmer Nielsen, som er projektchef og partner i bgb a.s.
For en totalentreprenør med dybe rødder i tømrer- og snedkerbranchen er projektet bgb a.s. opfører for ATP noget ganske særligt. Tilbygningerne bygges nemlig i træ, så det eneste beton, der ender med at være i bygningen, er fundamenterne til de fem tilbygninger. Dækkonstruktionen er i træ, tagkonstruktionen er i træ, og facaderne er i træ, og det hele udføres af bgb’s egne tømrer- og snedkersvende.
- Det er bgb-folk hele vejen igennem, og det er godt at se. Så snart vi har støbt terrændækket, er det vores tømrere, der udfører en rigtig stor del af arbejderne, og det er jo fantastisk, når man arbejder som totalentreprenør, men også har egen tømrerafdeling, siger Mads Volmer Nielsen.
Læs flere nyheder om bgb a.s. her