30.04.2018

bgb a.s. opfører 64 nye ejerboliger i Hornbæk

 

Nu går byggeriet af Hornbæk Skovpark i gang med bgb a.s. som hovedentreprenør. Hornbæk Skovpark er en helt ny bydel, der opføres på tidligere landbrugsjord ved Carl Bødker Nielsens vej i Hornbæk. Grunden er inddraget til byzone, og er en ny mulighed for at etablere i alt 64 helårsboliger i den eftertragtede by på toppen af Nordsjælland.

 

Bygherren Hornbæk Skovpark A/S har valgt bgb a.s. som hovedentreprenør.

 

- Vi ser frem til endelig at kunne komme i gang med dette spændende boligprojekt, hvor vi bruger vores erfaring med opførelse af boliger til at sikre kvaliteten af byggeriet, der giver en helt ny mulighed for at købe en moderne bolig i Hornbæk, siger projektchef og partner i bgb a.s., Jeppe Mulvad.

 

Boligerne er tegnet af EDVARS & EDVARS arkitekter.


- Vi synes selv, at vi har udviklet nogle helt vidunderlige boliger, som kommer til at ligge i et naturskønt område. Fra alle boliger vil være nem adgang til det fri, enten via altan eller terrasse, og store vinduespartier får boligerne til at smelte sammen med naturen, siger Jes Edvars, EDVARS & EDVARS arkitekter.

 

Boligerne i 1. etape forventes at stå færdige 1. maj 2019. Salget af lejligheder og twin houses er begyndt hos Living Homes og Nybolig.
 

 

 

Læs flere nyheder om bgb a.s. og vores projekter her