29.01.2019

bgb afleverer 33.000 m2 stor renovering af kontorejendom

 

bgb a.s. har netop afleveret en totalrenoveret kontorejendom på Ottiliavej i Valby, Project Ottilia, til bygherren Fokus Management.

 

Ejendommen, der tidligere har huset både Lundbecks kontorlokaler og postsortering for Post Danmark, bliver om få måneder taget i brug af Københavns Kommunes beskæftigelses-og integrationsforvaltning, som rykker ind med næsten 1000 medarbejdere, og blandt andet samler de eksisterende jobcentre under samme tag.


bgb a.s. har gennemført den 33.000 m2 store renovering i totalentreprise fra november 2017.

 

- Det er en kæmpe ombygning, som vi har gennemført med en stram tidsplan, der har gjort det muligt for os at nå i mål på lidt mere end et år. Vi har haft et godt samarbejde med Fokus Management og er glad for den tillid bygherre har vist os i forbindelse med gennemførelse af projektet, siger projektchef og partner i bgb a.s., Jeppe Mulvad.

 

De slidte kontorlokaler er nu skabt om til et levende hus med mange funktioner, som bibliotek, mødelokaler, storrumskontorer, samtalerum, kantine og produktionskøkken. Det er sket gennem en totalrenovering af ejendommen med udskiftning af indvendige installationer, ny indretning overalt med moderne glasvægge, samt fornyelse af facader og vinduer. Der er desuden etableret nye parkeringspladser og udenomsarealer.

 

- Vi havde fra starten fokus på at komme hurtigt i gang, og vores store medarbejderstab gør det muligt for os at gennemføre opgaver som denne på kort tid og med kort varsel, siger Jeppe Mulvad.

 

Læs flere nyheder om bgb a.s. og vores projekter her