21.08.2023

bgb a.s. er klar til modernisering af ATP’s domicil i Hillerød

 

De sidste detaljer i projekteringen af moderniseringen og udvidelsen af ATP’s domicil i Hillerød er faldet på plads, og bgb a.s. er nu klar til at tage hul på selve byggeprocessen.

 

ATP’s hovedkontor, hvor der arbejder mere end 1300 medarbejdere, skal udvides med fem nye tilbygninger, som opføres i ejendommens eksisterende gårdhaver. I efteråret indgik bgb a.s. aftale med ATP om at gennemføre projektet i totalentreprise. Udførelsen af projektet, som gennemføres i samarbejde med AI Arkitekter og Ingeniører og bygherren ATP, er netop begyndt.

 

- Vi er nu færdige med projekteringen. Det har været et intenst og godt forløb, siden vi begyndte. Vi har i ATP at gøre med en professionel og kompetent bygherre, som har stillet et projekthold med de helt rigtige egenskaber, hvilket gør, at vi løbende får en god sparring, siger Mads Volmer Nielsen, projektchef og partner i bgb a.s.

 

Det er ikke første gang, bgb a.s. og AI Arkitekter arbejder tæt sammen på et kompliceret projekt som dette, der både rummer ombygninger og nybyg. Ombygningen af 24.000 kvm gamle erhvervsbygninger til 653 studieboliger, supermarked og daginstitution på Engvej ved Femøren Station, hvor bgb a.s. var totalentreprenør for bygherren Gefion Group, skete også i samarbejde med AI Arkitekter og Rådgivere.

 

- Det er faktisk det samme hold fra Engvej, som nu arbejder sammen på ATPs hovedkontor, og vi kender efterhånden hinanden rigtigt godt. Det gør det nemt og ligetil for os at sidde på tværs af fag og virksomheder og tale sammen om, hvordan vi får det her hus til at blive realiseret. Det er bare en stor fordel, at vi kender hinanden, siger Mads Volmer Nielsen.

 

Når han nu får sin daglige gang i Hillerød, er det især opførelsen af de fem tilbygninger, han ser frem til. De skal nemlig bygges næsten fuldstændigt i træ, og passes ind i den ældre ejendom, som er et karrébyggeri i røde mursten.

 

- De træbygninger vi skal bygge, synes jeg er virkelig spændende. Man tager en 50 år gammel bygning og skal tilpasse noget nybygning til den eksisterende struktur. Det nuværende byggeri har høje, slanke vinduer, og de kommer til at gå igen i facader på de nye pavilloner. Og så er det fedt for en tømrervirksomhed som os at bygge uden beton. Vi skal jo have støbt et terrændæk i beton, men ellers er dækkonstruktionen i træ, facaden er træelementer i spærtræ, og tagkonstruktionen bliver også i træ. Jeg glæder mig til at se det her træbyggeri komme op at stå, siger han.

 

Læs flere nyheder om bgb a.s. og vores projekter her