04.03.2024

BGB A.S. ER I MÅL MED ET PROJEKT LIDT UD OVER DET SÆDVANLIGE

 

Valby har fået et nyt vartegn. Det er i hvert fald et markant byggeri, bgb a.s. netop har afleveret til bygherre KFI Erhvervsdrivende Fond.

 

Midt på Toftegårds Plads, på hjørnet af de store indfaldsveje Gl. Køge Landevej og Vigerslev Allé, hvor der tidligere lå en noget udtjent bygning, har vi i totalentreprise opført ”Toften”, en ejendom på i alt 9200 kvadratmeter med 77 boliger og et stort, nyt Meny supermarked.

 

- Det er gået godt, og vi er stolte over at have fået lov at opføre en bygning på den placering. Det er jo et sted, hvor mange mennesker kommer forbi hver dag, og kommer til at se bygningen, som jeg synes har løftet hele det her område ved Toftegårds Plads. Det er fedt at være en del af det, siger projektchef Emil Hammer fra bgb a.s.

 

Toften er blevet et markant indslag i bybilledet, og der er da også skruet op for den seks etagers høje ejendoms arkitektoniske udtryk. Med en unik, afrundet facade fuldender bygningen hele den nye bydel, Valby Maskinfabrik, og ejendommen er på fornemste vist bygget sammen med nabobygningen med fælles gårdrum, de samme stålaltaner og de samme facader i røde teglsten.

 

Med det indbydende supermarked i stueetagen med glasfacader ud mod Vigerslev Allé kommer bygningen til at spille en stor rolle for lokalområdet.

 

Ejendommen er det sidste byggeri i Valby Maskinfabrik, det gamle FL Schmidt industrianlæg Valby Maskinfabrik, som siden 2012 har været under omdannelse til en bydel med boliger og erhverv i en blanding af nybyg og omdannelse af ældre ejendomme. bgb a.s. har været med til at bygge flere af de øvrige projekter i Valby Maskinfabrik og på dette sidste projekt valgte bygherren bgb a.s. som totalentreprenør ud af et felt på fem entreprenører.

 

Det fortæller Steen Bo Kristensen, som er KFI Erhvervsdrivendes Fonds projektchef på Toften.

 

- Vi vidste, at denne opgave kun kunne løftes at en samarbejdspartner, som vi har en relation til og som vi kunne stole på. Vi havde derfor indsnævret valget af totalentreprenør til et felt på fem entreprenører, som vi hver især var i tæt dialog med inden udbuddet. bgb havde en klar fordel i og med, at de var med til at bygge nabobygningen, som vi har brugt som reference. bgb leverede en skarp pris, som vi selvfølgelig også havde fokus på, og det var i sidste ende et spørgsmål om økonomi og om vi troede på, at bgb kunne løfte opgaven, siger han, som også er tilfreds med resultatet.

 

- Vi har kun fået positive reaktioner fra alle omkring byggeriet. Vi har også kun fået positive tilbagemeldinger fra Dagrofa, som har været med under hele forløbet og de er utrolig glade for deres nye flotte lokaler. I sidste uge kunne vi meddele, at alle lejligheder nu er udlejet, hvilket også er udtryk for hvor godt et resultat der er opnået, siger han.

Toften er præcertificeret til DGNB Sølv.

 

Læs mere om Toften her

 

Læs flere nyheder om bgb a.s. her